Der er nu noget særligt ved mennesker der kan lide at male akvarel. Enten er det fordi vi deler interessen, for det føles så godt at møde en akvarelmaler, eller osse er der andre betragtninger man kan gøre? Er det måske fordi akvarelmalere nyder fællesskabet om at male sammen? Der altid er gode samtaleemner, tips og udveksling af ideer?
Jeg er nu overbevist om at akvarelmaleri gør verden til et mere fredeligt sted, og denne betragtning kommer af at være deltager ved Fabrianoinaquarello - en akvarelfestival med deltagere fra hele verden.

En af mine akvareller blev udvalgt til at komme med på udstillingen FabrianoinAquarello, Italien foråret 2019, og jeg rejste nysgerrigt med. Det var en inspirerende, skelsættende og en herlig rejse.
Forestil dig en festival kun for akvarelmalere i den smukke og pittoreske italienske by Fabriano. Overalt udstilles der akvareller - i samtlige kirker - og der er mange! På rådhuset, kultursteder, museer og tilmed i mange butiksvinduer. Byen er forvandlet til et levende mylder af akvarelmalere og interesserede besøgende. På gaden møder du pludselig de allerstørste nulevende akvarelmalere, så: "godav - Mick Jagger" kan man sige. Solen skinner og det er forår...

Der var så mange lande repræsenteret, at jeg overalt hørte forskellige sprog - gensynsglædes udbrud og hjertelige omfavnelser. Den nordiske delegation, som havde deltagere fra Island, Norge, Sverige og Danmark boede sammen udenfor byen i et vidunderlig smukt område. Hver morgen spiste vi morgenmad sammen og i bussen ind til byen, fik vi tid til at lære hinanden at kende. Her til venstre ses Armand, Hildur, Annita, Kerstin og jeg.
Vi venter i køen, hvor man tilmelder sig workshops og aften arrangementerne i byen. Det smukke torv var samlingssted og den første dag emmede af forventningsfulde deltagere, og plein air malere der kastede sig ud i maleriet med det samme.

Jeg var klar til Akvarelmaleri - samvær og et bombardement af indtryk i fem dage...
Tilbuddene var mange, den første workshop af tre timers varighed var med Anders Anderson den følgende dag.
At blive undervist i akvarel er kendt for mig, men at deltage med italienere, russere, belgiere og andre nationaliteter satte prikken over i´et. Samtalen breder sig hurtigt, og nye venskaber opstår.
Det er jo oplagt at udveksle visitkort og samtale imens akvarellen tørrer lidt. Efter workshoppen fortsatte jeg videre i byen med en ny belgisk veninde, og vi spiste frokost sammen... inden det begyndte at regne.
Nedenfor ses deltagere fra Anders Andersson Workshop -et "must have" foto med en akvareløvelse.

Gennem hele festivalen var der live demonstrationer af indbudte kunstnere, i et smukt lokale, som alle
kunne følge med i. Det hele blev også transmiteret og vist på en enorm storskærm på en smuk overdækket patio. Her sad jeg ofte og kiggede, fik inspiration, og en snak med en ny sidemand.
Af kunstnerne kendte jeg et par stykker i forvejen af navn, men rækken af mestre, der var på programmet var imponerende. Alle festivalgæster havde deres favoritter, og
efterhånden skulle man komme i rigtig god tid for at få en god plads.

Byen Fabriano huser også et Akvarel museum, og her hænger udvalgte værker fra de forrige års festival. I år var der 10 års jubilæum, så samlingen er udsøgt og smuk, ordnet i kategorier som fx. : portræt, landskab, stilleben, abstrakt mm. Her på fotoet er min datter, Katrine, som var med på festivalen, og vi nærstuderer teknikker og penselstrøg. Hvert år udvælges nye akvareller som bliver på museet, og det er en særlig ære at få "snuppet" sin akvarel ;-)

Hvis man havde trang til at finde nye og "bedre" materialer, så skulle man afsted og finde den lille baggård, for her var det smukkeste marked. Du finder alt hvad en akvarelmaler drømmer om : farver, pensler, papir og tilmed også gode demonstrationer af akvarelkunsten udført på stedet. Nye spændende dygtige akvarelmalere, som fx Agnes Cecilie og Alejandro Casanova malede portrætter som ingen anden.
Akvarelpapiret er ganske særligt for byen Fabriano, så midt på markedet stod en ægte "filigran" mester og viste kunsten at lave papir med vandmærker i. Den langsomme og sanselige proces trak mange børn og ivrige aktører til. Jeg savner i skrivende stund stemningen af frisk papir der hænger til tørre i solen...

Den nordiske delegation mødtes ofte spontant i solen på det store torv, og fik en kop kaffe eller vin. Vi udvekslede erfaringer, nye opdagelser, eller fremviste nye spændende "indkøb" fra markedet for hinanden. Anbefalinger af netop overståede workshops, og andre gode fortællinger samlede os. Ved cafe bordet opstod også spontant møde med andre kunstnere som sad og malede. Herligt!

At se samtlige udstillede akvareller ved festivalen var noget af en bedrift, og for at fuldføre dette, var det nødvendigt at se ca. tre til fire udstillinger om dagen. Men byen er ikke større end at alt kan foregå til fods. Trætte fødder giver god appetit, og når jeg om aftenen vendte hjem til hotellet og fandt en lokal restaurant, så fortsatte "erfaringsudvekslingerne" til en god Mozzarella, sammen med - ja - akvarelmalere igen ;-)

Den nordiske delegations yngste deltager Vilgot, var 14 år og kom fra Sverige. Vilgot havde sin far, Frederik med og det var så fornøjeligt at være sammen. Her er en frisk malet akvarel fra den unge mesters hånd, penslen lå ikke stille på noget tidspunkt. Kerstin kommer med sjove kommentarer om hvordan man skal posere med sin akvarel.


En anden workshop jeg deltog i, var med to særdeles dygtige italienske akvarelmalere. Den ene er super god til byscener og den anden dygtig til at skildre mennesker. Der var lagt op til at det skulle blive til en workshop, hvor der blev malet firhændigt på nationalsproget. Det var nemlig sparsomt med den engelske oversættelse, men underholdningsværdien var enorm og kun "lidt" panikagtig.
Til venstre her er Massimiliano og Roberto i nært samarbejde, og nedenfor Robertos skitser, som jeg synes er formidable.

Frustrationer over sprogbarrierer syntes at være ligegyldige.
Lidt for sent opdagede jeg, at spansk ligger tæt op af italiensk, så jeg fik pludselig fornemmelsen af, at jeg kunne kommunikere med langt flere mennesker og betjeningen på cafeer og restauranter blev pludselig meget bedre på mit gebrokne spansk.
De nordiske deltagere fik efterhånden også udviklet et særligt fællessprog - jeg fandt mig selv i at tale meget langsomme danske ord og sige "jættebra" igen og igen. Det sproglige fællesskab vi har i Norden binder os sammen og den fælles humor er limen. Og så kunne vi altid smide et par engelske ord ind i forklaringerne hvis det kneb med forståelsen.
At møde en dansker, Heidi, som deltog for Mexico var virkelig også skønt, og sammen med lederen for den nordiske gruppe, Vera ( Sverige) og Hilde (Norge )blev der også tid til en rolig og hyggelig frokost. Vi spankulerer rundt i de smalle gader og ser uanede muligheder for gode motiver, og kameraet står ikke stille. Her er det perfekte lys, "neiiiiii se" og åhhh hvor er det smukt... og er der nogen der ved hvor vi er?


Hvis man kan forestille sig en slags finale så skete det en dag hvor solen skinnede flot på torvet. Der var lagt op til fællesfoto med samtlige deltagere. På torvet var der rullet papir ud og alle kunne deltage i det kæmpe fællesmaleri. Side om side sad vi og malede på den længste akvarel jeg har set nogensinde. Der var en herlig stemning - og masser af "Peace, love and understanding"
Derudover var finalen af finalen en gruppeakvarel demonstration på store opspændte akvarelark af 10 fremragende akvarelmalere. Her tabte jeg kæben... det var toppen af poppen på nært hold, og jeg kunne mærke "akvarelgudens" nærvær som smilede til alle ;-)
Fabrianoinaquarello er en særdeles vellykket og velorganiseret festival, og jeg er så glad for at jeg rejste med min akvarel til Italien. Ud over de mange gode og storslåede oplevelser gav det nye venner og helt nye øjne på hvad akvarel maleri giver mening for så mange.
Hjemme på hotellet fik vi også den ide at samles og udstille sammen, så vi lavede en fællesudstilling på Katrines og mit hotel værelse. Nogle var dog rejst hjem så vi fik ikke et fællesbillede af hele gruppen - men alle der havde lyst, hængte akvareller op, eller lagde dem på sengen og den luksuriøse fernisering, med mortadella købt i en lille kiosk, et par øl og en rest vin, var en herlig afslutning på festivalen for mig.

fra venstre er det : Britt, Fritze, Anne Mette, Katrine, Lars, Kerstin, Riitta og Anita.
Jeg rejste hjem igen, men min akvarel rejste fra Italien videre til Finland, hvor den blev udstillet i Helsinki, på Arte Nordica Fabriano 2019. Den finske og nordiske gruppe udstillede sammen. Jeg er meget taknemlig for oplevelserne og sender ofte gode tanker til den nordiske leder Vera, og den finske leder Raxu, som gjorde en stor indsats for at alt det her kunne lade sig gøre.
Og tankerne går også til Italien, hvor en stærk engageret kraft der startede det hele holder til og har bygget det op til hvad det er idag, AnnaMassinissa ;-) Grazie mille.

Her finder du en kort video https://youtu.be/2hmOYTWRX0U
コメント